Vi er utroligt stolte over, at Pakhus 47 i Københavns Nordhavn har vundet prisen Årets Byggeri 2024 i kategorien Erhverv! Dette projekt er en milepæl for os og en anerkendelse af vores arbejde med at skabe tekniske løsninger, der kombinerer bæredygtighed, funktionalitet og et godt arbejdsmiljø.
Oprindeligt opført i 1946 som lager for kaffe og eksotiske varer, er Pakhus 47 nu forvandlet til moderne kontorer og et spiseri. Som rådgivende ingeniørfirma har vi i tæt samarbejde med By&Havn, BHR Gruppen, Rørbæk og Møller og Fjord Rådgivende Ingeniører bidraget til et projekt, der forener performance og design – altid med brugernes behov i centrum.
På tværs af fagområder som el, VVS og energi har vi leveret gennemtænkte og sammenhængende tekniske løsninger. Vi har haft fokus på alt fra avancerede tekniske installationer til sikring af et sundt indeklima, der matcher nutidens og fremtidens krav. Certificeringen til DGNB Sølv med vægt på genanvendelse og bæredygtige løsninger understreger projektets høje standard.
Prisen som Årets Byggeri er en hyldest til det stærke samarbejde, der har kendetegnet processen – både internt og med vores eksterne partnere. Resultatet er en bygning, der sætter nye standarder for, hvordan modernisering kan skabe de bedste rammer for en god arbejdsdag.