Skip to main content

He’s back

For ca. 6 måneder siden sagde vi “tak for denne gang” til vores gode kollega, Claus Burfelt. Han havde fået en unik mulighed, som selvfølgelig måtte prøves.

Men i fredags kunne vi heldigvis sige “velkommen tilbage” til Claus. De gode projekter og kollegaer lokkede her i Brøndby.

Vi har savnet Claus’ store viden, excel-nørderi og høje grin. Dejligt at have dig tilbage.

FodboldtrøjeFredag

Ikke alene fordi det er sjovt at trække i favorittrøjen, men også fordi det gør godt! Vi har nemlig valgt at gøre det til en dag hvor vi laver noget sjovt i løbet af dagen mens vi donerer.

I dag har vi bl.a. kastet med (skralde)papirskugler og uddelt Insights-styrkekort til hinanden – JLE donerer ekstra for hver kugle, der rammer og for hvert kort uddelt. Der har været stadionplatte til frokost og mon ikke vi slutter af med et par fadøl i fredagsbaren.

Som altid matcher JLE kollegaernes donation og dobler op, så vi får sendt et pænt beløb afsted til Børnecancerfonden. Vi er virkelig glade for at være med og donere. 

Valdemar er færdiguddannet

Vores gode kollega Valdemar Deleuran er blevet færdiguddannet som Diplomingeniør inden for Bygningsinstallationer og Energi fra DTU.

Valdemar startede som praktikant hos os for to år siden, og har siden også været ansat som studiemedhjælper. Nu er han endelig færdig med studierne og er heldigvis fortsat hos os som VVS og ventilations Ingeniør.

Valdemar er allerede i gang med granskning og projektering af spændende projekter.

Vi er virkelig glade for, at du fortsætter udviklingen med os.

To glade ansigter

Disse to glade herrer er startet hos os:
Nikolaj Norheim Hansen er startet som brandrådgiver og skal bidrage til vores rådgivning inden for brandstrategi og -sikkerhed. Vi er virkelig glade for at have forstærket holdet med Nikolaj og ser frem til hans kompetencer og viden på området.

Dennis Bjerre Reinholdt er i gang med sin VVS installatør uddannelse på KEA og er i den forbindelse startet hos os i praktik. Han vil være her de næste måneder og lære mere om rådgivning.

KÆMPESTORT velkommen til dem begge to. 

Jubilarer

Her er Charlotte, Gustav og Jesper – og de skal fejres.
De har alle tre været hos os i 5 år, og det har vi fejret i dag, traditionen tro.

De har alle tre været en vigtig del af vores udvikling og vi er enormt glade for, at de er en del af JLE og har udviklet sig selv her. Charlotte har bygget på og er en særdeles kompetent TD’er inden for tekniske installationer. Gustav er gået fra praktikant, til VVS ingeniør og nu projektleder. Og Jesper er gået fra VVS ingeniør til certificeret brandrådgiver.

Kæmpe tillykke til jer og til os.

Dyskærgaard

Transformation af en klassisk trelænget gård fra 1920’erne til moderne og lækkert hovedsæde for Liljeborg.

Vi er superglade for at bidrage til dette spændende projekt med teknisk rådgivning, energidesign og brandstrategi, og har samarbejdet med gode kræfter hos Cornelius Vöge og Eduard Troelsgård om realiseringen af projektet.

Vi er især glade for at arbejde på endnu et projekt, hvor vi bevarer og moderniserer frem for at rive ned og bygge nyt. Transformation, ombygning og renovering giver mening på mange måder – men særligt fordi vi forlænger bygningernes levetid og gør dem til attraktive som arbejdspladser, boliger eller institutioner, og dermed sparer en masse ressourcer og CO2, som skulle bruges til nybyggerier.

Tak for muligheden og samarbejdet. 

Rigtig glædelig jul og godt nytår

Vi håber, at julefreden er ved at sænke sig rundt omkring på kontorerne og at I alle sammen er ved at begive jer hjem på en fredfyldt juleferie. Inden det hele lukker helt ned, vil vi gerne ønske jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Mange tak for et godt 2023. Vi glæder os allerede til 2024 og alle de spændende projekter, vi sammen skal lave.

Vi har en julebagermester

Hvert år sørge vores kollega, Kevin, for at fylde vores maver med fantastiske julesmåkager.

Godt vi har en hel december til at komme igennem de søde sager.

Vi tænker i helheder

Hvis du er bygherre og har 2 eller flere entreprenører i gang på byggepladsen samtidig, er du lovmæssigt forpligtet til at koordinere sikkerhedsarbejdet. Ikke kun under udførelsen, men også allerede under projekteringen.

Vores kollega, Leif Pugé, er én af de mest erfarne arbejdsmiljøkoordinatorer, og står for vores rådgivning på området. For ham er det en vigtig kæphest at tænke i helheder og få sat fokus på sikkerhed, udførelse og bygbarhed tidligt i projektet. Det sparer dig som bygherre for den tid og de penge, som du ellers risikerer at skulle bruge på ekstraarbejder og yderligere sikkerhedsforanstaltninger.

Ved at tænke hele byggeprocessen igennem – og altså huske arbejdsmiljøkoordineringen – allerede i projekteringsfasen, kan du både forhindre ulykker og minimere risikoen for forsinkelser og fordyrelser.
Vi kan hjælpe med arbejdsmiljøkoordinering i både projektering og udførelse. Det er en vigtig del af helheden i byggeriet, at sikkerhed og sundhed tænkes ind så tidligt som muligt.

Tag fat i Leif, hvis du også tænker i helheder og vil have bedre byggeri.

Julefrokost 2023

Se lige de søde, glade mennesker – vores gode kollegaer. 
Årets julefrokost er startet i det tidligere fængsel i Vridsløselille, hvor vi prøvede de sjove Escaperooms – og vi slap heldigvis alle sammen ud. 

Efterfølgende fik vi serveret en herlig middag på Babylon, hvor festen fortsatte til ud på natten. 

God weekend.